Denne sider er en side, hvor jeg fra tid til anden lægger gratis noveller, digte eller andet ud, som jeg skribler med! Jeg vil meget gerne høre fra jer, hvad I synes, så send mig endelig en mail på mathildegram@mathildegram.dk - hvad enten det så er ris eller ros. Det er brugbart altsammen, også selvom I bare synes det - uden måske at vide hvorfor.

Det kan være, at jeg er gået lidt i stå i en proces, eller måske jeg bare har haft nogle tanker, som krævede at komme ud. Måske jeg bare elsker min lille tekst, men ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre med den. Måske jeg lægger en scene ud, som jeg er i tvivl om, hvordan fungerer. I min nye roman Arvens hævn var jeg virkelig bange for at begynde på kampscenerne, da de er meget langt fra min hverdag og min normale skrivestil. Så jeg blev ved med at udskyde dem så længe, jeg kunne - og som I kan se på siden for Arvens hævn, så var der i hvert fald een af mine beta-læsere, som slet ikke kunne forstå min usikkerhed omkring kampscenerne! Så skriv endelig til mig. Ris eller ros!

Jeg har startet siden op med nogle digte. Normalt skriver jeg ikke digte, men på en eftermiddag, hvor sorgen bare ikke ville slippe sit tag, stod jeg pludselig med 16 digte, da jeg endelig kiggede op. Så jeg tænkte, at jeg ville starte med at dele nogle af dem med jer.

Under digtene er et lille udpluk af en historie, som jeg arbejder på. Den har desværre ligget stille lidt for længe, fordi jeg har koncentreret mig om oversættelsen af Skyggernes hemmelighed og ikke mindst Arvens hævn! Men jeg glæder mig til at komme videre med den. Jeg tror måske, der ligger noget godt, hvis jeg bare kan åbne op for den igen.

Jeg havde altid forestillet mig, at jeg kunne skelne det gode fra det onde. At jeg besad en eller anden særlig evne til at adskille det gode fra ondskabens klør. At jeg på en eller anden måde havde en indsigt ind i andre mennesker, som ville gøre min verden blot en smule mere sikker end andres. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne se det. Mærke det. Føle det. Det onde. Måske endda se dem førend de så mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede dette, for således er verden nu engang bare ikke skabt. Det onde lignede ikke den typiske portrættering, som ofte fremstilles i fjernsynet. Det onde er ikke altid snusket, snavset eller lugter af gammel alkohol. Det kan være en mand; såvel som en kvinde. En ældre; såvel som et barn. Nej, det onde kan lige så godt være den pæne pige; hende, der smilede flirtende til mig. Det onde kan være ham, der hjalp mig, da jeg var for fuld til at gå hjem; hende, der kun ville være min ven eller hende, der stjal mit hjerte. Hende. Pigen, som vi alle tror, vi kender men reelt pigen, som ingen kender. Desværre er det ikke muligt at skelne gode mennesker fra onde mennesker. Ikke førend deres ondskab viser sig. Dette fandt jeg ud af kun alt for sent.

Det gode kan ofte vise sig blot at være et bedrag. Et koldt bedrag. Jeg ville ønske, at jeg havde indset det tidligere. At jeg havde vidst det før end siden. Jeg ville ønske… Ja, jeg ville ønske mange ting anderledes. Mest af dem alle ville jeg nok ønske, at jeg ikke havde taget så meget fejl. At jeg ikke havde være så godtroende. At jeg havde fulgt mit instinkt frem for mit hjerte. At jeg ikke havde… Mest af alt ville jeg blot ønske, at jeg ikke havde taget så meget fejl. Så grueligt fejl.

Verden havde forladt mig. Tiden havde misbrugt mig. Kærligheden havde ødelagt mig. Det var denne sandhed, jeg var vågnet op til. Jeg havde ingenting tilbage. Jeg havde intet liv. Ingen kærlighed. Ondskaben føltes som det eneste, der rørte i mig. Den dybe smerte fik ondskaben til at synes tillokkende. Modbydelige minder trængte sig på. Minder, som jeg ville gøre alt for at glemme. Men jeg ville aldrig glemme. Aldrig undslippe. Min skæbne var dette. Dette intet. Dette udødelige. Aldrig at kunne undslippe forseglede min skæbne. Forseglede min arv. Forseglede min sjæl.

Min verden er anderledes end din. I din verden hersker stilheden; i min verden hersker ubønhørligheden. Jeg lever blandt dig, men du ser mig ikke. Du ser ikke skyggerne, der bevæger sig langs væggen. Du hører ikke lyden af skrigene fra dem, der er fanget i min verden. Du kender ikke til os, selvom vi kender til dig. Vores verdener kolliderer; det ved du blot ikke. Jeg lever i din verden, selvom du ikke lever i min.

Engang var jeg ligesom dig. Men nu er jeg fanget. Fanget i denne ubønhørlige verden af intet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har været i dette intet. Jeg ved det ikke, for tiden er ikke den samme som i din verden. Min tidligere verden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her. Hvorfor jeg er fanget her. I denne endeløse ondskab af intet. Mine minder er onde minder. Sorgfulde minder. Angstfulde minder. Minder, som jeg ville ønske, ikke var mine. Men det er mine. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Jeg ved ikke længere, hvad meningen med alt dette er. Jeg ved ikke længere, hvad min verden består af. Hvad den består i. Det er, som om jeg er født på ny i tanken om at genskabe mig selv. Jeg ved blot ikke, hvad jeg skal genskabe mig selv ud fra. Eller hvad jeg skal genskabe mig selv til.

Når jeg er i dette intet. I denne verden af ingenting men alligevel af alting, så føles verden så ensom, når jeg rækker ud efter dig, og du ikke kan se mig. Du kender ikke til mig nu. Til min eksistens nu. Til min verden nu. Jeg har set dig længe. Set dig sove om natten. Set dig kæmpe med dine dæmoner. Set dig ødelægge alt omkring dig. Set dig krybe ind under dynen i nattens mørke, mens angsten pressede på. Set sorgen omringe dig og fortære din sjæl. Jeg har set dine tårer forlade dig for blot at blive afløst af nye. Jeg har set dine mest hemmelige øjeblikke, som du troede, at ingen så. Men det gjorde de. Det gjorde jeg. Jeg så alt.