Du kan her læse hele prologen på min næste bog Mit liv for dit! Jeg håber, at du kan lide den!

Prolog

”Mit liv for dit!” skreg hun, mens ekkoet rungede i klipperne. Blodet løb ned over hendes krop. Dryppede en lille smule mere for hvert skridt, hun tog. Hun vendte sig stille, mens hendes sjæl rystede af angst.

Hendes hemmelighed var ikke længere hendes egen. Den var blevet afsløret, og nu betalte hun prisen for den. De blodige mærker, der dækkede hendes krop, vidnede om de voldsomme piskeslag, der efterlod hendes krop skælvende. Hun tilhørte ikke længere den hvide egs klan. Hun var udstødt nu, og hverken klanen, hendes familie eller hendes venner bekymrede sig længere om hende. For dem var hun død. Forenet med moder jord. Straffet for sin hemmelighed.

Hun vidste, at hun var nødt til at forlade dem. Hvis hun ikke forsvandt frivilligt, ville de lemlæste hende og smide hende ud til månens mørke skabninger. Livet ville være kortere på den måde. Måske det ville være det bedste. Men hun frygtede månens mørke skabninger lige så meget som alle andre i den hvide egs klan. Hun frygtede dem, fordi de havde lært hende det. Vist hende de afgnavede kroppe, der ikke længere lignede noget genkendeligt. Fortalt hende fortidens legender.

Som hun stod der og stirrede på den klan, der havde haft hendes hjerte, følte hun ikke længere andet end had. De havde forrådt hende; hver og en. En enkelt tåre fandt sin vej frem, da hendes øjne fandt hendes moder.

”Nej! Ikke om de skal knække mig! Ikke om de skal se mig knækket,” tænkte hun, mens hun vredt sænkede sit blik. Men netop som hun havde sænket blikket, rettede hun det resolut op igen. Stirrede direkte ind i øjnene på den mand, der havde pisket hendes krop til blods. På den mand, der havde ødelagt hendes krop.

”Aldrig om du vinder min sjæl! Aldrig!” skreg hun, mens hun tog et enkelt skridt fremad.

Hun sikrede sig, at han hørte hende. At hun havde hans fulde opmærksomhed. At hun havde hele klanens fulde opmærksomhed.

”Du kan piske mig. Smadre min krop. True min sjæl. Men du vil aldrig knække mig! Du vil aldrig vinde min sjæl. Og jeg lover dig – lige nu og her. Jeg lover dig, at jeg en dag vil komme tilbage og kræve dit liv for det liv, du har ødelagt i dag! Jeg lover dig – mit liv for dit liv!” skreg hun.

Hun ventede ikke for at se hans reaktion. Hun ventede ikke for at se, hvordan jægerne satte efter hende. Hun ventede ikke for at se det lange spyd, klanens leder havde kastet efter hende. Hun løb. Alt, hvad hun kunne. Hun var ikke langt fra grænsen. Grænsen mellem den hvide egs klans rige og det fortabte land. Og hun vidste, at ingen fra den hvide egs klan nogensinde turde at bevæge sig frivilligt ind i det fortabte riges land.

Pludselig mærkede hun vindstødet fra det lange spyd, men hun nåede akkurat at dreje sig, så spyddet landede et par meter foran hende.

I et kort sekund lukkede hun lettet øjnene, mens hun trak vejret dybt. Men der var ingen tid at spilde. Instinktivt greb hun spyddet, som stak op fra jorden, og spurtede alt hvad hun kunne til grænsen. Med ét stoppede hun. Vendte sig om. Smilede. Hadet brændte i hendes øjne. Skuffelsen skyllede ind over hende, men hun skubbede den hurtigt bort.

Hun havde nået grænsen. Hun kunne aldrig vende tilbage til den hvide egs klan. Hun tilhørte det fortabte rige nu. Hvad enten hun ville det eller ej. Dette var hendes hjem. Hendes liv. Hendes skæbne.

Hun rakte demonstrerende spyddet op i luften, som fejrede hun en sejr. Men dette var ingen sejr. Hun havde tabt. Hun havde ingenting tilbage. Intet. Alligevel hævede hun spyddet, for han skulle aldrig tro, at han havde knækket hende. Aldrig!